Jesperhus slår nu dørerne op til det nye legeland Zik & Zak´s Abeland. Det godt seks millioner kroner dyre byggeri sætter helt nye standarder for børnenes muligheder for leg i Jesperhus.
Jesperhus slår nu dørerne op til det nye legeland Zik & Zak´s Abeland. Det godt seks millioner kroner dyre byggeri sætter helt nye standarder for børnenes muligheder for leg i Jesperhus.
– Det nye legeland er et sandt eldorado for børnene, hvor der er mulighed for at kravle rundt samt op og ned i de forskellige forlystelser ligesom en lang række rutsjebaner, giver børnene mulighed for at få en rigtig god oplevelse, fortæller direktør Peter Overgaard.
Familien samles omkring leg
Legelandet er indrettet således, at hele familien kan være samlet i samme lokale.
– De allermindste har et område, hvor de blandt andet kan lege med HAMA-perler. De lidt større børn har et område, hvor der er masser af sjove muligheder for at kravle, rutsje og så videre. Og så har vi et tredje område, hvor det bliver lidt højere og lidt vildere ligesom der er et område med små biler, man kan køre i, fortæller Peter Overgaard.
I den nye legehal er der også en ny cafe således, at man kan blive samme sted selvom tørsten eller sulten melder sig under legen.
– Og så har vi bygget en scene i hallen, hvor Zik & Zak’s populære morgengymnastik finder sted. Det er blevet mere og mere populært hos børnene, påpeger Peter Overgaard.
Han vil ikke afvise, at der med tiden kommer flere shows på scenen i Zik & Zak’s Abeland.
Laver egne og nye figurer
Jesperhus er også gået i gang med at udvikle egne nye figurer, der holder deres indtog i Zik & Zak´s Legeland.
– Dr. Træls får sit eget univers sammen med to nye figurer, vi selv har udviklet. Falder forsøget med de to nye egne figurer heldigt ud, er det klart en vej, vi vil gå i fremtiden således, at vores egne figurer supplerer Hugo, Zik & Zak og Dr. Træls, som Nordisk Film ejer rettighederne på og med hvem vi har et helt fantastisk samarbejde, siger Peter Overgaard.
Peter Overgaard vil ikke røbe mere omkring de nye figurer.
– Det er en overraskelse til børnene, påpeger han.
Zik & Zak´s Abeland er åben for alle, og bor man på Jesperhus med familien, er der gratis adgang. Bor man ikke på Jesperhus, skal børnene betale entre til Zik & Zak´s Abeland, mens far og mor kommer gratis med ind.
Jesperhus venter op imod 2.000 overnattende gæster i påsken. Alle hytter i påsken er udsolgte, men der er stadig plads til medbragte campingvogne mv.
Kommentar (0)